16. november 2023
Kære Økonomiudvalg.
På dagsordenen til Økonomiudvalgsmødet på torsdag d. 16. november 2023., kan vi se at der under punkt 4 er behandling af en Indstilling om at ændre Restaurationsplanen for Aarhus Ø.
Fællesrådet for Aarhus Ø og de bynære havnearealer har været i kontakt med Ejerforeningerne langs Bassin 7 og Grundejerforeningen på Ø4.
Vi er meget bekymrede over mulige konsekvenser ved at ændre Restaurationsplanens nuværende restaurations-miljø på A-niveau, til et generelt B-niveau der giver mulighed for et bar-/værtshus-miljø med højere miljø- og støjbelastning.
Vi frygter at det nyetablerede og velfungerende restaurationsmiljø på A-niveau med restauranter, cafeer og spisesteder langs kanten af Bassin 7, kan udvikle sig til en støjende og urolig festgade, hvis Restaurationsplanen ændres til B-niveau, som åbner op for at etablere rene barer, bodegaer og værtshuse langs Bassin 7.
Vedlagt fremsendes skrivelse til Økonomiudvalget som belyser og uddyber Fællesrådets og beboernes bekymringer og anbefalinger.
Vedlagte skrivelse bedes således vedlagt sagen på til Økonomiudvalgsmødet og efterfølgende Byrådsmøde, tak.
Grundet udlandsrejser og andre møder, har vi desværre ikke mulighed for at deltage i foretræde for Økonomiudvalget på mødet det 16. november.
Se vedlagte skrivelse som det talepapir vi ville have brugt ved et foretræde for Økonomiudvalget.
Vi håber at Økonomiudvalget og Aarhus Byråd i denne sag lytter til borgerne og respekterer hensyntagen til de mange beboere langs Bassin 7, således at vi ikke endnu en gang skal opleve at vores input, ønsker og anbefalinger ikke har og får betydning.
Med venlig hilsen
Ole L. Mikkelsen (Formand) og Jesper Loehr-Petersen (Næstformand)
Fællesrådet for Aarhus Ø og de bynære havnearealer