10. april 2023
Kære Aarhus Byråd.
Vi kan se, at Lokalplan 1181 er på Magistratsmøde d. 11. april 2023, samt at I allerede på Byrådsmødet d. 12. april under dagsordenens pkt. 2 skal tage stilling til lokalplan 1181 for boliger på Indre Aarhus Ø.
At lokalplanen skal hastes igennem i forlængelse af påskeferien fremmer ikke vores tro på den gode vilje om den gode proces, og er urimelige vilkår for Jer politikere. Byggeri, som vil få en markant indflydelse på Aarhus, og på mødet mellem Aarhus Ø og den historiske havnefront og bugten, bør ikke hastes igennem. Som det fremgår, rummer lokalplanen en række væsentlige problemstillinger, der ikke kan afklares på få dage. I værste fald risikerer lokalplanen at blive påklaget.
Vi er i Fællesrådet for Aarhus Ø of de bynære havnearealer uforstående og meget skuffede over Magistratens indstilling vedrørende forslag til lokalplan 1181 på Indre Aarhus Ø.
Indre Aarhus Ø er det eneste sted hvor den nye bydel møder den eksisterende by, og det er derfor særdeles vigtigt at nybyggerierne indordner sig hensynsfuldt, ligeværdigt og skala-tilpasset til den historiske havnefront.
Efter et positivt og veltilrettelagt Borgermøde i januar 2023 med stor borgerdeltagelse og gode drøftelser, havde vi en forventning om, at der denne gang i større grad ville blive lyttet til borgerne.
Men de reelt mindre ændringer som Magistratens indstilling lægger op til, er kun en skrivebords-manøvre som retter op på Magistratens tidligere uklarheder/fejl angående indregning af tagterrasser i etage-antallet, uden at reducere etagehøjden på projektudviklers fremsendte forslag væsentligt.
Når Magistraten i Indstillingen skriver at etagehøjden reduceres med 1-2 etager, er det således ikke relateret til de bebyggelses-forslag fra bygherrerne som har været præsenteret i høringsfasen og på borgermøde for borgerne, og som er grundlag for borgernes høringssvar.
Dette giver os en oplevelse af, at borgerinvolvering er mere eller mindre nytteløs, og at det er bygherre og forvaltning, der fortsat sætter dagsordenen, hvorefter det er næsten umuligt at få ændret noget- selvom vi har prøvet lige siden 2017- og selvom der har været borgermøder, mindre møder og masser af indsigelser og kommentarer.
Vi har en oplevelse af, at vi ikke bliver set som engagerede og konstruktive medspillere og borgere som vil det bedste for byen og vores bydel , men snarere som modspillere, der skal sættes skakmat - i stedet for at blive inddraget i overvejelser om, hvordan der kan landes udviklings- og lokalplaner i samarbejde med borgerne. Vi prøver alt, vi byder ind med forslag på forslag, vi imødekommer for at få indflydelse, men næsten alt hældes af bordet.
Når der gives indrømmelser, er det, når spillereglerne ikke er fulgt (Nordea ved Nørreport), eller der er budt over samt uklarheder i etageantal i Udviklingsplan og Lokalplansforslag, så der er lidt at give af til de kritiske borgere.
I Fællesrådet har vi svært ved at se, hvorfor vores ønsker ikke kan imødekommes, og vi har ikke set eller hørt gode argumenter imod vores forslag.
Vi har fortsat et håb om, at I vil give borgernes stemme en chance mere og sende lokalplanen retur med et ønske om at ende med en lokalplan, der i væsentlig højere grad imødekommer borgernes ønsker.
Det er det fremsendte og for borgerne præsenterede bebyggelsesforslag der skal nedskaleres med 1-2 etager. Samtlige 30% udeopholdsareal skal etableres på egen matrikel, således at man ikke tager af det offentlige byrum. De høje, snævre og mørke gårdrum bør ændres, så gårdrummene overholder minimumskravene til solskintimer, og giver gode udeopholdsmuligheder. Bygningshøjder justeres således at skyggekast på Kystvejen og på Bernhard Jensens Boulevard/Pier 3 mindskes, samt at udsynet til og fra den historiske bebyggelse på Kystvejen generes mindre.
For at tydeliggøre vores forslag til ændringer, har vi vedhæftet en skitse, som viser, hvordan en omfordeling af bygningshøjderne kunne se ud. Bemærk, at vi ændre ikke på at det er karrebyggeri, alene bygningshøjder og placering af dem. Vi har taget felt D med, for at vise hvor højderne kan se ud der.
Vi deltager gerne i møde med magistrat og teknisk udvalg, ligesom I alle er velkomne til at kontakte os vedrørende en uddybning.
En sammenfatning af vores høringssvar, kan også læses herunder. Vi har endvidere vedhæftet kopi af vores tidligere skrivelse til Aarhus Byråd af 01.11.2022.
Vi håber på Aarhus Byråds forståelse for betydningen af, at få Indre Aarhus Ø´s møde med den historiske havnefront og bebyggelse på Kystvejen afsluttet hensynsfuldt og ligeværdigt samt skala-tilpasset.
Med venlig hilsen
Ole L. Mikkelsen (Formand) og Peder Størup (Næstformand)
Fællesrådet for Aarhus Ø og de bynære havnearealer